The Mudhoney er en bar og kaffebar i Guldbergsgade 22 på Nørrebro i København. Vi ligger på et af byens hyggeligste og mest eftertragtede solbeskinnede små strøg med masser af liv.

De drivende kræfter bag The Mudhoney er stærkt funderet i musikmiljøet. Dels er det pladeselskabet Crunchy Frog og dels de bærende kræfter på spillestedet og natklubben RUST. Der vil derfor være en stramt kurrateret musikprofil, der – ligesom interiøret – vil være farvestrålende, fræk og retro-cool. Designet leder tankerne hen på en funky, amerikansk diner i 60’ernes og 70’ernes Key West, krydret med 50 lamper designet i 70’erne af hhv. Claus Bolby og Werner Schou.

Unik og original
The Mudhoney vil have et bredt sortiment og fokusere på mødet mellem kaffe, milkshakes og drinks. Sloganet er ”COFFEE, SHAKES & BOOZE”.

Om dagen vil der være et bredt udvalg af både de varme og kolde ikke-alkoholiske drikke. Ud over kaffe fra ama’rkanske Copenhagen Coffee Lab vil der være en symfoni af lækre milkshakes lavet på The Mudhoneys specialimporterede og meget smukke, mintgrønne Hamilton Beach DM-40 milkshake-maker fra 50’erne. Der vil være traditionelle shakes i signatur-versioner, som koldskåls- og avocado/habanero-shakes, og alkoholiske varianter som Irish Coffee-shake, vodka/lakrids-shake, Lumumba-shake, Bourbon Sour-shake etc.

Der vil derudover være udvalgte vine, Rå på fad fra Tuborg og udvalgte flaskeøl fra Mikkeller, samt naturligvis et udvalg af cocktails, ikke mindst dem, som indeholder kaffe!

Folkene bag The Mudhoney har på kort tid slået sig fast på den københavnske barscene med åbningen af Whammy Bar på Amar i november 2016. Whammy Bar vandt i år iByen-prisen for Årets Bedste Bar.

Det er desværre ikke muligt at booke bord på The Mudhoney. Vi henviser til søsterbaren The Flatiron på Birkegade nr 10.

The Flatiron Speakeasy kan ligeledes lejes til private arrangementer på www.theflatiron.dk